Nyhed

The Get Up Kids undskylder for emo

Den gendannede gruppe undskylder for den gruppe af bands, der i dag kaldes emo-bands

Efter fire fuldlængde-udgivelser samt diverse ep'er og andet godt valgte bandet The Get Up Kids' fem medlemmer i 2005 at trække stikket ud og fokusere på arbejdet med bands som Spoon, The New Amsterdams, Reggie & The Full Effect og Koufax. Men i forbindelse med at gruppens hovedværk "Something To Write Home About" i år har ti års jubilæum, er bandet blevet gendannet, hvilket blandt andet bringer dem til Europa til august.

I den forbindelse har Drowned In Sound talt med guitaristen Jim Suptic fra The Get Up Kids, der fortæller om genudgivelsen af "Something To Write Home About", der udkommer 7. september og inkluderer en dvd med en liveoptagelse optaget i hjembyen Kansas City.

Han fortæller desuden, at bandet ikke udelukker at fortsætte med at arbejde sammen, men at det kommer til at afhænge af, hvordan deres kemi er, når den kommende turné er overstået. Bandet har allerede spillet amerikanske koncerter i år, og her har The Get Up Kids dykket ned i hele bagkataloget, men fokus har dog været på jubilæumspladen.


I forbindelse med de amerikanske koncerter har bandet været på plakaten med en del grupper, der ganske som The Get Up Kids refereres til som emo-bands. Det er dog ikke bands, Suptic føler et broderskab til:

"Den punkscene vi kom ud af, og punkscenen nu er fuldstændig anderledes. Det er ligesom glamrock nu. Vi spillede til Bamboozle-festivalen i år, og vi følte os fuldstændig malplacerede. Jeg kunne måske genkende tre af de bands, vi spillede med. Det var bare et hav af neon-T-shirts. Hvis det er den verden, vi har været med til at skabe, så undskylder jeg".

The Get Up Kids rammer Europa 16. august, hvor de sætter gang i en engelsk turné, der rammer en del europæiske lande senere på måneden. Bandet kommer dog ikke forbi Danmark i denne omgang, men kan eksempelvis opleves i Hamburg 23. august.


ANNONCE