x

Natalie Imbruglia skriver sange med Coldplay

Natalie Imbruglia skriver sange med Coldplay

Det er fire år siden, den australske sangerinde og skuespiller Natalie Imbruglia udsendte albummet "Counting Down The Days", hvor hun samarbejdede med American Idol-dommeren Kara DioGuardi og hendes daværende mand Daniel Johns. Denne gang har hun dog sat lidt større kanoner i stilling i form af Brian Eno og Coldplay, der har givet en hånd med på det kommende album "Come To Life".

Imbruglia har ifølge NME skrevet sangene "Want", "Lukas" og "Fun" sammen med Chris Martin og Coldplay, hvor førstnævnte bliver første single fra albummet. Sangen "Lukas" er desuden produceret af Brian Eno, der senest har produceret Coldplays "Viva La Vida", og resten af Imbruglias kommende plade er produceret af Ben Hillier, der senest har produceret den seneste Depeche Mode-plade "Sounds Of The Universe".

Chris Martin har dog tidligere udtalt, at han var lidt træt af, at bandet havde foræret Imbruglia den bedste sang, Coldplay nogensinde havde skrevet. I interviews udtalte han dog dengang, at sangen hed "Scars", og en sang af samme navn findes også på listen over sange på det kommende album. Så der er altså muligvis hele fire Coldplay-relaterede sange på det kommende album.

Natalie Imbruglia udsender "Come To Life" 5. oktober.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA