"Sebastian - Når Lyset Bryder Frem" er på gaden 17. september
Er der nogen, der ved noget om Sebastian, er det den mangeårige musikanmelder Torben Bille. Bille har fulgt Sebastian gennem årene og har allerede to gange udgivet en bog om Sebastian, nemlig "Sebastian - Gøgleren, Knud og de andre" fra 1984 og "Sebastian 50" fra 1999.
Nu udgiver Bille så den helt store Sebastian-biografi, nemlig "Når Lyset Bryder Frem", der er på 352 sider og udkommer 17. september.
Sebastian debuterede i 1971 med albummet "The Goddess" og har siden solgt mere end to millioner plader og skabt nyklassikere som "Du Er Ikke Alene", "Rose", "Romeo", "Når Lyset Bryder Frem" og "Vårvise". Han har desuden komponeret en lang række succesfulde musicals - eksempelvis "Skatteøen", "Ronja Røverdatter", "Klokkeren fra Notre Dame", "Aladdin", "Pippi" og "Cyrano", der også er blevet fremført rundt om i Europa - og har givet mere end 1000 koncerter. Sebastian har dog også haft sine kriser og nedture, som eksempelvis et psykisk nedbrud sidst i 80'erne, der også tog hans stemme.
"Sebastian - Når Lyset Bryder Frem" er ifølge forlaget Lindhardt & Ringhof "den ultimative, autoriserede, men bestemt ikke medløberagtige biografi om en af Danmarks største nulevende sangere og sangskrivere". Nogen bygger på samtaler gennem årene med Sebastian og hans venner og uvenner.
Torben Bille har ud over de nu tre Sebastian-bøger også skrevet bøger om blandt andre Gasolin', Kim Larsen, Elvis Presley og Michael Falch samt udgivet sine anmeldelser i bogform og redigeret flere rockleksika.
I oktober 2009 har den nye store Sebastian-musical "Jernbyrd" i øvrigt premiere på Taastrup Teater.