Nyhed

Få en VIP-oplevelse til WMC i Miami

Thomas Madvig og Tim Andresen står bag dj-konkurrencen Floor Control, hvor vinderen får en VIP-tur til Winter Music Conference

Der er de senere år en lang række danske dj's, der har profileret sig på den internationale dj-scene, og til marts vil vinderen af den nye dj-konkurrence Floor Control kunne profilere sig og samle indtryk på en VIP-tur til den ugelange elektroniske dance-event Winter Music Conference i Miami, Florida.

Det er Thomas Madvig (billedet) og Tim Andresen, der står bag Floor Control, hvor man efter to indledende runder vil finde en dansk dj, der skal med til WMC 2010. Derfor er det alt andet end en talentkonkurrence for amatører, de to erfarne dj's har stablet på benene, men derimod en mulighed for at prøvede dj's kan få deres gennembrud. Om Floor Control udtaler Madvig:

"Dette er ikke for amatører. Dette er for dem, der allerede har en del erfaring. Dette er for de dygtige, som har brug for et skub op ad stigen. Danmark har efterhånden bevist, at vi har masser af seriøse talenter indenfor dj'ing. De sidste mange år har navne som Rune RK, Trentemøller, Nima Gorji, DJ Noize og Kjeld Tolstrup headlinet nogle af verdens største klubber, festivaler og skabt en solid troværdighed omkring danske dj's. Det har skabt et vækstlag af en masse nye spændende talenter - med et imponerende kvalitetsniveau. Derfor giver det mening at lade de bedste fra denne nye generation dyste, side om side, for i sidste ende at skabe opmærksomhed omkring "the next big thing"."


I praksis kommer det til at betyde, at man som håbefuld dj skal oploade et dj-sæt til Floor Control-websiden, hvorefter en jury bestående af Madvig og Andresen vil udvælge 10 deltagere. Herefter skal publikum besøge webside, stemme på de udvalgte dj-sæt og dermed vælge, hvilke tre dj's, der skal mødes til en række finaleshows.

Her skal de tre dj's spille mod hinanden over tre forskellige aftener, således at de alle spiller på samme tidspunkt igennem konkurrencen, og dermed bliver bedømt på så lige vilkår som muligt. Juryen vil holde øje med elementer som publikums reaktion, evner, karisma samt hvordan de enkelte tracks er valgt i forhold til tidspunkt og stemning. Hvert heat har en vinder, og på den sidste aften lægges pointene sammen og en vinder udråbes.

Vinderen får en VIP-tur til WMC 2010, som Tim Andresen beskriver som "en af de mest ventede events i musikindustriens kalender". Om WMC siger Andresen:


"WMC er det mest prominente og hurtigst voksende event af sin type. Alle aspekter af industrien er repræsenteret, inklusiv artisterne, dj's, producere, radio & tv, fans og meget meget mere. I marts 2009 kunne man blandt andet opleve Justice, Moby, DJ Craze, Underworld, Krafty Cuts, Digitalism, Calvin Harris og Tiesto plus hundredvis af andre unikke optrædener under de i alt 400 fester henover ugen".

For at komme i betragning skal man opleve et repræsentativt dj-sæt på Floorcontrol.dk af omkring en halv times varighed senest 9. august. Herefter kan der stemmes, og så vil de tre finaleaftener blive afviklet i Vejle (Klub Krokowski - 11. september), Aalborg (Club Vesterå - 12. september) og København (Culture Box 19. september).

ANNONCE