x

Bodebrixen genudgiver debutalbum

Bodebrixen genudgiver debutalbum

Århus-gruppen Bodebrixen udgav i september 2008 deres betitlede debutalbum, der fik en ganske pæn modtagelse, blandt andet fire stjerner i GAFFA. Alligevel var bandet ikke helt tilfredse med resultatet, og de har derfor remixet albummet, lagt nogle nye sange på og givet det en ny titel, “Whatsinsideiswhatsoutside”. Det nye album er på gaden 28. september.

”Ting, der har været gjort halvt, er blevet gjort helt, siger tangentspiller Aske Bode, der sammen med sanger og trommeslager Andreas Brixen er hovedkraften i 7-mands orkesteret (deraf navnet).

Siden debutalbummet udkom, har bandet spillet mere end 50 koncerter, men har stadig det store gennembrud til gode. Derfor har gruppen ikke følt sig for fine til at deltage i talentkonkurrencen Starfighters, hvor de er havnet i finalen, der afholdes i morgen, onsdag den 5. august på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg.

”Jeg ser den plade, vi udgiver nu, som et slags "hej-verden-her-er-vi"-statement, og jeg har også helt klart en forventning om, at sangene når ud til mange flere denne gang”, siger Aske Bode.
 
Bodebrixen arbejder også på et gennembrud i udlandet og starter derfor efteråret op med en showcase i London den 10. september.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA