Nyhed

Tenacious D-film sættes op i København

Zulu Comedy Festival byder i år blandt andet på en særlig visning af filmen "Tenacious D. - In The Pick of Destiny"

Det er to år siden "Tenacious D. - In The Pick of Destiny" havde premiere i biograferne i Los Angeles, og filmen med Jack Black og Kyle Gass i hovedrollerne har efterfølgende markeret sig solidt i historien over kultfilm med tilhørende soundtrack, der for altid vil bliver dyrket af begejstrede fans verden over. Nu kan man se eller gense filmen i København.

Det sker som en del af Zulu Comedy Festival, hvor man i perioden 29. august til 6. september kan opleve både danske og udenlandske komikere til en lang række events med humor som udgangspunkt. Men der er også blevet plads til lidt musik i programmet, og det kommer i form af en særlig visning af filmen "Tenacious D. - In The Pick of Destiny".

Til visningen i Imperial vil en cover-duo spille sange fra filmen i biografens lobby, og så er Henrik Milling fra P3 blevet inviteret til at holde et oplæg inden filmen. Om sit forhold til "Tenacious D. - In The Pick of Destiny" siger Milling:


"Da det viser sig, at det er Meat Loaf, der spiller Jack Blacks far, ligger jeg allerede i ekstasekramper. Og der er filmen kun 6 minutter gammel! Jeg er ikke bange for at udnævne Tenacious D's "In The Pick Of Destiny" som en af de få musikalske comedy film, der har lige så meget at byde på som klassikere a la Spinal Tap eller The Rutles. Og ja, formatet er nærmest en omgang "Dumb and Dumber" tilsat rigelige mængder rockklichéer, men Jack Black og Kyle Gass har faktisk formået at få filmen til at fungere på et forbavsende højt - eller rettere lavt – niveau".

Man kan opleve Henrik Milling og "Tenacious D. - In The Pick of Destiny" i Imperial 29. august 23:59, og nu kan købe billetter via Kino.dk.

ANNONCE