
Pink udgiver på mandag sit tredje soloalbum "Try This", opfølgeren til 2001’s "Mizzundaztood", der indholdt hitsinglerne "Get The Party Started", "Don’t Let Me Get Me", "Family Portrait" og "Just Like A Pill". Og nu har hun netop offentliggjort datoerne for sin første soloturné, der bringer hende til Forum i København 8. marts.
Billetsalget starter på onsdag 12. november hos Billetmaskinen, i TDC-butikkerne og Sex Beat Records.
Pink kan i øvrigt i aften ses til MTV Awards, hvor hun er nomineret i kategorierne "Best Female" og "Best Pop Act".
I GAFFAs decembernummer, der er på gaden 28. november, kan du læse et stort interview med Pink i forbindelse med GAFFAs "poptøs-special", hvor vi også har interviews med Britney Spears, Kelis og Kylie Minouge.