Nyhed

Rygter om julealbum fra Dylan

Vedholdende rygter vil vide, at legenden har indspillet en juleplade

Elvis Presley gjorde det med stor succes. Johnny Cash med noget mindre. Og nu melder Bob Dylan - eller "gamle surefjæs", som Informations Klaus Lynggaard kærligt har kaldt ham - sig angiveligt under fanerne hos den række kunstnere, der gennem tiden har givet deres fortolkninger at julens sange.

Det veletablerede fanmagasin Isis samler trådene, og formidler nu forlydender om, at Dylan efter afslutningen af sin Europaturné - og altså kort efter udgivelsen af sit seneste studiealbum "Together Through Life" - gik i studiet i maj og indspillede en række juleklassikere, herunder, "Silver Bells" (som Bing "White Christmas" Crosby tidligere har fortolket), "Here Comes Santa Claus", "Must Be Santa" og "I'll Be Home For Christmas". "O Little Town of Bethlehem" og "The First Noel" skulle begge være blevet spillet under lydprøver på turnéen.

Indspilningerne skulle efter sigende have fundet i Jackson Brownes Groove Masters-studie i Santa Monica, Californien, med deltagelse af blandt andre David Hidalgo - kendt fra sit arbejde med Los Lobos - som også medvirkede på "Together Through Life". 


Vi er nogle, der glæder os gevaldigt til, at pladen rammer julehandlen, hvis rygterne taler sandt, mens andre formentlig vil krumme tæer over at høre den karakteristiske vokalist Dylan raspe sig igennem de elskede juleklassikere.

ANNONCE