Nyhed

Nyt fra Simon Gylden

Den københavnske sangskriver udsender sit femte album til september

I løbet af perioden 2003-04 udsendte den egensindige, københavnske sanger og sangskriver Simon Gylden sine første tre plader, og sidst vi hørte fra ham var med "First Man on Venus" fra 2007, hvor han føjede flere elektroniske klangflader til sit udtryk.

Den 12. september udsender Gylden så sit femte album, som samtidig udgør første del af en trilogi betitlet "The Stoopid Old Anti-Pro Trilogy". "Stoopid Love Songs" bliver titlen på det nye udspil, som i begyndelsen af 2010 ventes fulgt op af "Stoopid Tales of Sex & Death".

I forbindelse med trilogien udsender Gylden desuden et såkaldt "kunstnerisk manifest", ligesom han just har lanceret et nyt website, hvorfra man også vil kunne erhverve den kommende udgivelse til en fordelagtig pris.


 


ANNONCE