Junior Seniors gamle band hives frem fra gemmerne
Det er som bekendt med at smede, mens jernet er varmt, så derfor har pladeselskabet Kick genudgivet det første – og eneste – album, danske Ludo X udsendte, tilbage i 1995. Der har nemlig været fornyet interesse om gruppen, efter at deres gamle sanger Jeppe Breum Laursen og guitarist Jesper Mortensen har fået stor succes som Junior Senior.
Albummet, der i sin tid bare hed "Ludo X", bliver 19. november genudgivet under titlen "Is This For Real?" med en bonus-cd med ikke tidligere udsendte sange, single-B-sider, numre fra udenlandske udgivelser og gruppens to videoer, "Audience" og "Twilight Train".
Ludo X vandt DM i Rock i 1994 og fik derpå pæn succes med deres energiske synth-pop-rock med slet skjult inspiration fra datidens meget populære britpop-scene, ikke mindst Blur, som de lød dengang. Under arbejdet med opfølgeren til debutalbummet blev de i 1997 enige om at stoppe. Senere begyndte Jeppe og Jesper at lave musik igen, under navnet Junior Senior – og resten er historie, som man siger.
Ludo X-albummet blev i øvrigt mixet af det svenske produceres Tore Johansson (Cardigans m.fl.), og det var første gang, han arbejdede med et ikke-svensk navn. Senere fik han producertjanser for bl.a. Saint Etienne, Tom Jones og Jon Spencer-sideprojektet Boss Hog.