Nyhed

Tusinder fejrede Abbey Road-jubilæum

Beatlesfans blokerede trafikken i det nordlige London lørdag

Lørdag var det nøjagtig fyrre år siden, Ian Macmillan tog det velkendte coverfoto til The Beatles album "Abbey Road", hvor de fire bandmedlemmer med en hvidklædt John Lennon i front krydser et fordgængerfelt på Abbey Road i det nordlige London, hvor de havde deres studie.

Det blev markeret på stedet lørdag, hvor tusinder af fans valfartede til gaden for at markere jubilæet for det berømte, ikoniske billede, som siden er blevet pariodieret utallige gange, blandt andet af Red Hot Chili Peppers. Trafikken gik i stå, men der blev sunget Beatles-sange og taget billeder.

Til stede var også Tony Bramwell, som arbejdede for The Beatles og var til stede, da coverfotoet blev taget:


"Udover Paul og Ringo er jeg den eneste nulevende person, som var til stede den dag. Det er dejligt at se, at det hele bliver ført videre", sagde han til The Guardian.

Coveret gav iøvrigt i sin tid anledning til en række vanvittige rygter. Fanatiske fans mente, at Paul McCartneys bare fødder og en række andre detaljer på billedet indikerede, at han i virkeligheden var død på udgivelsestidspunktet. Det viste sig dog siden ikke at være tilfældet.

ANNONCE