Suspekt ikke sikker på, at de går i opløsning
I går skrev vi på GAFFA, at Suspekt spiller sin sidste koncert på fredag, og at Bai-D, Orgi-E og Rune Rask derefter stopper med at lave musik som Suspekt. Det er oplysninger, som stammer fra den officielle pressemeddelelse fra Team Karate, som arrangerer koncerten i Brandt Klædefabrik på fredag den 14. august, hvor også Jooks, Odense Assholes og Magermayn optræder.
Suspekt har også tidligere proklameret på deres Facebook-profil, at augustkoncerterne var det sidste, man fik at høre fra gruppen. Dengang lød det: "Det har været top år med en fuldstændig sindssyg opbakning fra alle, hvilket har gjort det til en uforglemmelig oplevelse at lave "Prima Nocte" og alt det, der hører med. De sidste koncerter er Sønderborg, Skanderborg Festival, og så slutter vi af med et brag i Odense den 14. august."
Som reaktion på GAFFAs nyhed har Suspekt skrevet et længere indlæg i Tabulogen.dk, hvor de blandt andet sætter spørgsmålstegn ved, om de stopper. Det til trods for, at de altså ikke spiller flere koncerter. Suspekt formulerer det således: "Vi vil hellere begå selvmord end at gå i opløsning!"
"Man kan ifølge GAFFA.dk læse, at fredag den 14. august er dagen, hvor Suspekt går i opløsning. Vi i Suspekt undrer os over, hvordan dette komme til at ske? Vil det være med en bestemt slags præparat à la grundrens, salmiakspiritus eller round-up? Og gælder dette kun til opløsning af grupper, eller er det også af solister som for eksempel Marwan og Jooks, der i fremtiden bare sådan uden videre kan gå i opløsning?", skiver Suspekt i beskeden til deres fans, der i komiske vendinger fortsætter med at foretrække salmiakspiritus frem for de to andre væsker.
"Den officielle pressemeddelelse, som er udsendt af koncertarrangøren, fortæller, at koncerten den 14. august i Odense bliver dér, hvor Suspekt stopper... for nu!... måske?
Konklusionen bliver altså ud fra alt dette, at GAFFA.dk har fremstillet en speciel slags væske eller lignende, der vil få vores gruppe til at forsvinde. Vi håber, de tører op efter sig ;-). Vi vil hellere begå selvmord end at gå i opløsning."
Man kan kun gætte på fremtiden for Albertslund-gruppen, men noget kunne tyde på, vi ikke har hørt det sidste fra Suspekt-drengene. Om det så bliver under Suspekt-navnet er et større spørgsmålstegn.