x

Århusianske talenter giver gratis koncert

Århusianske talenter giver gratis koncert

I forbindelse med udgivelsen af den anden udgave af det halvårlige magasin, Musik Aarhus, spiller indierockerne Kiss Kiss Kiss, hiphop'erne Boom Quips og retro-/soulrockerne Coco Moon gratis på VoxHall. De tre bands bliver i øvrigt portrætteret i magasinet, som har til formål at sætte fokus på den århusianske musikscene.

Arrangementet er gratis, og de tre bands udspringer naturligvis af den århusianske musikscene.

Kvintetten Coco Moon lavede tidligere musik under navnet Magnum 44. De spiller rock og pop med en arv, der går tilbage mod tresserne, og er i øvrigt karakteriseret ved sangerinde Nana Odderskærs store soulfulde vokal. Coco Moon spillede i øvrigt også på dette års Start festival.

Boom Quips samler inspirationer fra benhård elektronisk hip-hop. Den århusianske trio, som består af vokalist Ian Isak, Frederik Carstens og Søren Bech, udgav tidligere på året deres debut-ep. Boom Quips’ live-set er energisk og tætpakket med effekter, bass-synth og udfordrende trommebeats, hvor musik og lyrik smelter sammen til et medrivende og fremadstormende live-show.

Kiss Kiss Kiss behøver knapt yderligere introduktion, efter at de blev signet med EMI og har udgivet P3-hittet "Broken Hearts", som placerer sig i retningen af den engelske scene og et band som Arctic Monkeys. Den unge kvartet er for tiden i studiet for at indspille deres debutalbum.

Bag initativet Musik Aarhus står spillestedet VoxHall, der arrangerede det første Musik Aarhus-arrangement i februar, hvor Mimas, Green Lives og Maria Timm spillede til releasefesten på den første udgave af magasinet.

Koncerterne finder sted den 28. august på VoxHall.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA