Nyhed

Les Paul er død

Den elektriske guitars gudfader blev 94 år

Den amerikanske guitarbygger Lester William Polfuss, bedre kendt som Les Paul, døde i dag i hjembyen New York i en alder af 94 år, skriver nme.com. Dødsårsagen var komplikationer i forbindelse med lungebetændelse.

Les Paul var, sideløbende med Leo Fender (1909-1991), blandt de første til at udvikle den elektriske guitar. Han opfandt allerede i 1939 den elektriske guitar "The Log" og siden den banebrydende Les Paul Goldtop-guitar, som han fik lanceret gennem firmaet Gibson i 1952. I 1954 lancerede Gibson så Les Paul Standard-modellen, som bruges af tonsvis af elektriske guitarister i dag verden over. En af de første stjerneguitarister til at spille på Les Pauls guitarer var den unge Eric Clapton.

Les Paul blev født i Wisconsin i 1915. Han startede med at spille guitar i teenageårene og droppede som 17-årig ud af skolen for at leve af at spille musik. Siden udgav han en lang række plader med forskellige musikalske konstellationer. Det blev dog som guitarbygger, at han skulle skabe historie. Les Paul var derudover også nyskabende i sit arbejde med at udvikle flersporsoptagelser.


Les Paul modtog gennem sit lange liv en stribe hædersbevisninger. I 1978 blev han optaget i Grammy Hall Of Fame og i 1988 i Rock And Roll Hall Of Fame.

 

ANNONCE