En række af de Beatday-aktuelle navne har i denne uge vist storform på den norske Øya Festival
GAFFA er i denne uge repræsenteret på den norske Øya Festival, der siden 1999 er blevet afviklet i Oslo. Festivalen har støt vokset sig større og større år for år, og til denne elvte udgave er der blevet solgt mere end 15.000 billetter, hvilket betyder, at der endnu engang er udsolgt.
Festivalen er specielt interessant i år fra et dansk perspektiv, fordi man på programmet finder fem navne, der i denne weekend også vil kunne opleves til Beatday i København. Derfor tog GAFFA pulsen på gruppernes turnéform og vurderingen er, at der er masser af se frem til i denne weekend.
Band Of Horses har tidligere imponeret til koncerter i Danmark, og de holdt det høje niveau til koncerten på Øya. Bandet skal i studiet til oktober for at indspille nyt materiale, men til koncerten holdt gruppen sig til sangene fra deres to forrygende udgivelser, og specielt "The General Specific" var en perle til koncerten onsdag eftermiddag.
Der var til gengæld masser af nye sange fra Arctic Monkeys, der ud over singlen "Crying Lightning" og åbningsnummeret på den kommende plade, "My Propeller", spillede en stribe nye sange, der var tungere og mere basdrevne end tidligere. Inspirationen fra bandets nye producer, Queens of the Stone Age-sangeren Josh Homme, syntes flere gange tydelig, og det var langtfra dårligt.
Også Florence + The Machine leverede en fin koncert, og lørdag får nordmændene og de tilrejsende gæster glæde af Crystal Castles, der er på Beatday-programmet i dag, hvor man blandt andet også finder Mew.
Tidligere har danske navne som Tina Dickow, Nephew, Prins Nitram, Under Byen og The Blue Van gæstet Øya, og i år kom det danske bidrag fra Mew. De var på som hovednavn onsdag aften, og her startede de komprosmisløst med de to første sange fra deres album "No More Stories...", der endnu ikke er udkommet. Resten af koncerten var dog primært et dyk ned i bagkataloget, hvilket det norske publikum, der her kunne opleve en gruppe i absolut topform, tog særdeles vel imod.
Der er med andre ord lagt op til en weekend i København med bands på toppen, hvor man udover de nævnte naturligvis også kan opleve Basement Jaxx, Wolfmother, Lykke Li og mange andre.
GAFFA anmelder i denne weekend på Øya Festival også en stribe navne, der er koncertaktuelle i Danmark i den nærmeste fremtid, så hold øje med GAFFA.dk for omtaler af eksempelvis Grizzly Bear og Wilco.
Der er stadig billetter til Beatday i salg via GAFFA Live.