x

Johnny Stage udgiver soloalbum

Johnny Stage udgiver soloalbum

Den københavnske guitarist og sangskriver Johnny Stage har gennem en årrække markeret sig som guitarist for blandt andre Martin Hall og Sort Sol, som tidligere medlem af duoen Glamorama og som bagmand for et hyldestalbum til producerlegenden Joe Meek.

Nu er Stage på vej med sit første soloalbum, som skal udkomme i starten af 2010. Stage har været så heldig at få Chris Spedding (Bryan Ferry/Roxy Music med flere) med på guitar på hele albummet, ligesom Spedding tidligere har indspillet med Glamorama. Albummet består af 10 egne nye numre og får titlen "Unknown Album".

Ud over Stage medvirker ganske få andre musikere: Sisse Selina på trommer og kor (eks-Darleens) Karin Ørum (også fra Darleens) på kor og Dan Hemmer på orgel. Johnny Stage synger og spiller guitar og bas. Stilen er sofistikeret rock a la Roxy Music, Brian Eno og David Bowie.

Johnny Stage kan i øvrigt opleves live dette efterår sammen med Martin Hall til dennes tre koncerter i henholdsvis Flensburg (Hotel des Nordens, 24. oktober), Århus (Sankt Pauls Kirke, 30. oktober) og København (DR Koncerthuset, 8. november).

Johnny Stage på MySpace

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA