Hardcore-bandet spiller i Stereo Studio i København i forbindelse med udgivelsen af deres fjerde album
The Psyke Project er lige på trapperne med deres fjerde album, der følger op på det DMA-nominerede album "Apnea" fra 2007. Det kommende album har fået titlen "Storm Is Coming" og udsendes 24. august, og i den forbindelse giver bandet en gratis koncert i Stereo Studio i København fire dage senere.
Den nye københavnske pladeforretning har tidligere haft besøg af Edmund Oak og Carpark North, og nu er turen så kommet til The Psyke Project, der nok skal få både cd-hylder, plakater og vinduer til at blafre i butikken.
Bandet kan opleves i Stereo Studio, Nørrebrogade 45 i København 28. august klokken 17:30, og efterfølgende vil bandet stå til rådighed, hvis man vil have signeret sin kopi af "Storm Is Coming".