Nyhed

Lineuppet til Ken Gudman-prisfest klar

Burning Red Ivanhoe, Alberte, Palle Mikkelborg og mange flere hylder Klaus Menzer i Amager Bio til oktober

Vanen tro blev modtageren af årets Ken Gudman Pris - trommeslageren Klaus Menzer - offentliggjort allerede tilbage i foråret, selvom prisen først bliver uddelt 4. oktober i Amager Bio.

Nu kan arrangørerne så offentliggøre de deltagende i årets prisfest. Det er i sagens natur kunstnere, som Menzer har spillet sammen med - blandt andre Burnin' Red Ivanhoe, Moonjam, Alberte, Palle Mikkelborg og Helen Davis, Troels Jensen og Polkageist på scenen. Alle vil de spille sammen med Menzer denne aften. Konferencier er traditionen tro Jacob Haugaard.
 
48-årige Klaus Menzer har siddet bag trommerne hos Sanne, Hanne, Lis, Alberte, Annisette, Moonjam, Mikkelborg, Burning Red Ivanhoe, Birds of Beauty, Sneakers og mange flere. Og så er han, med prisfest-arrangørernes ord "med sin ydmyghed over for faget og dybe forståelse for musikkens væsen nærmest designet til at modtage kollegernes pris."
 
Menzers karriere som trommeslager begyndte allerede, da han var 14 år. Her blev han hyret af saxofonisten Karsten Vogel til bandet Birds of Beauty. I 1979 fik han for alvor vind i sejlene, da Klaus Menzer sammen med blandt andre Morten Kjærså og Moussa Diallo dannede orkestret Sneakers. Siden fik de sangerinden Sanne Salomonsen med - og resten er historie.
 
I de 34 år, Klaus Menzer har været aktiv musiker, har han ifølge priskomitéen medvirket på op mod 1.000 udgivelser (!) og spillet flere end 200 job årligt. Musikken har han haft med sig, lige så længe han kan huske. Han er søn af multiinstrumentalisten Kim Menzer fra Burnin' Red Ivanhoe, som stod bag banebrydende udgivelser som "M144" og "WWW" i sentresserne og starthalvfjerdserne. Et orkester, han siden hen selv er blevet medlem af.
 
"Min far var fantastisk nysgerrig med musik, og jeg har hørt musik, lige så længe jeg kan huske. Som helt lille fik jeg et par kinesiske spisepinde og nogle kagedåser, og så sad jeg og daskede løs. Så var min skæbne beseglet," fortæller Klaus Menzer.

Ken Gudman Fondens formål er at uddele en årlig pris til en dansk musiker, der i særlig grad har vist personlighed, musikalsk håndværk og integritet. Ken Gudman Prisen er indstiftet til minde om trommeslageren Ken Gudman, der døde 17. september 2003.De tidligere prismodtagere er som følger:
 
2004: Aske Jacoby 

2005: Per Chr. Frost 

2006: Moussa Diallo
2007: Laust Sonne
2008: Wili Jønsson
2009: Klaus Menzer


Koncertprogram 2009:

Inklusive hovedpersonen i alle opstillinger:

Burning Red Ivanhoe: Kim Menzer, Ole Fick, Karsten Vogel, Assi Roar.

Polkageist: Anne Eltard, Øyvind Ougaard, Michael Friis.
Palle Mikkelborg, Helen Davies, Moussa Diallo, Mikkel Nordsø, Ayi Solomon.
Alberte Band: Alberte, Jan Rørdam, Morten Woods, Jon Bruland, Peter Svarre.
Moonjam: Morten Kærså, Rasmus Kærså, Mikkel Nordsø, Benjamin Koppel, Max William Winding Menzer.
Troels Jensen.
Konferencier: Jacob Haugaard.

Find billetten til koncerten via GAFFA Live

ANNONCE