Nyhed

U2 fortæller om Spider-Man musical

Bono og The Edge afslører nogle detaljer om musicalen, der åbner i New York i 2010

Kombinationen af U2, Spider-Man og musical-genren ligger ikke just først for, men ikke desto mindre er "Turn Off The Dark" på vej til at blive en realitet, der har premiere på Broadway i New York i 2010. Bono og Edge foretrækker dog at kalde produktionen en opera i stedet for en musical og udtaler i et nyt interview, at man ikke skal forvente, at historien vil følge det univers, man kender fra tegneserierne.

I et interview med BBC fortæller de to musikere, at de har skabt en kvindelig skurk til stykket, og at deres Peter Parker (Spider-Mans alter ego, red.) er en sky slacker-agtig type ikke ulig Kurt Cobain. De fortæller desuden, at der vil være en del storladne sange, men også en del sange, der ikke vil lyde som ting, de har lavet tidligere.

Det vides endnu ikke, hvem der skal spille hovedrollen i "Turn Off The Dark", men rollen som den romantiske interesse er gået til Marilyn Mansons ekskæreste Rachel Evan Wood, der blandt andet gjorde sig som sangerinde i filmen "Across The Universe", hvor Bono også medvirkede.


De to musikere fortæller desuden, at de ikke selv vil være involveret, når stykket skal sættes op hverken i orkestergraven eller på scenen. Og så kan de afsløre, at mod forventning kommer Spider-Man ikke til at synge i musicalen, for som The Edge siger:

"Vi havde en regel, og det var, at vi aldrig ville få Spider-Man til at synge. En fyr i gamacher, der synger, må aldrig ske".

 


ANNONCE