Nyhed

Magtens Korridorer på vej med nyt album

"Milan Allé" er på gaden ultimo september

Magtens Korridorer er på vej med deres fjerde album - det tredje, hvis man regner fra og med deres store gennembrud med deres andet album "Friværdi" fra 2005, idet deres første, selvudgivne album fra 1997, "Bagsiden Af Medaljen", ikke fik den store succes, hvilket de færreste nok begræder. Heller ikke bandet selv.

Det nye album har fået titlen "Milan Allé" og udkommer 28. september 2009. Titelsangeren bliver singleforløberen, som kan høres i radioen fra og med mandag den 24. august. Albummet bliver opfølgeren til 2007-udgivelsen "Det Krøllede Håb", der indeholdt hits som "Pandora" og "Drømmer" og til dato har solgt 25.000 eksemplarer. Ikke dårligt, selvom "Friværdi" solgte 45.000 og rummede hits som "Lorteparforhold", "Picnic (På Kastellet)", "Nordhavn Station" og "Sara Har".

Magtens Korridorer er kendt for at besynge fysiske lokaliteter som førnævnte Nordhavn Station, Kastellet, Vesterbro og Sundbyvester, men ifølge dem selv findes Milan Allé til gengæld ikke noget sted. Det er derimod "et sted, man flygter fra ... eller måske til".


Hvor forgængeren "Det Krøllede Håb" var en hurtig live-i-studiet plade, har gruppen på "Milan Allé" gået lidt anderledes frem og prøvet sig frem. De har eksempelvis udvidet instrumentparken med blandt andet et Farfisa-orgel, en vibrafon, et flygel og en trompet. Og den gamle Gasolin'-bassist Wili Jönsson medvirker med sit karakteristiske "ahh-ahh-kor" hen over sangen "En Kold Triumf".
 
Magtens Korridorer har indspillet "Milan Allé" hen over sommeren 2009 i Tambourine Studios i Malmö i et tæt samarbejde med producer Per Sunding (The Cardigans, Swan Lee, Sort Sol og mange flere). GAFFA mødte bandet undervejs i studiet, og her sagde trommeslager Anders Ramhede blandt andet:

– Oprindeligt var det Niklas (Schneidermann, guitar, red.), der ville have ham (Per Sunding, red.) som producer på "Friværdi". Men det kunne han ikke, da han var på barselsorlov. Så ville vi have ham på "Det Krøllede Håb", men det gad han ikke, fordi han havde hørt "Friværdi". Vi havde hørt "Snakecharmer" (med Sort Sol produceret af Per Sunding, red.), og den er jo meget produceret og lyder som en studieplade, og det tror jeg var Niklas’ grund til gerne at ville arbejde med ham.

Magtens Korridorer følger det nye album op med en lang turné, der begynder på Viften i Rødovre 5. november. Læs mere og find billetten på GAFFA Live.


Læs et stort interview med Magtens Korridorer i GAFFAs oktobernummer, der er på gaden 1. oktober.

ANNONCE