Rasmus Seebach på vej med debut

Rasmus Seebach på vej med debut

Efter ti uger på den danske singlehitliste har Rasmus Seebach i denne uge kæmpet sig op på førstepladsen med sin single "Engel", og dermed er der varmet godt og grundigt op til udgivelsen af sangerens solodebut, der udsendes 28. september.

Rasmus Seebach har tidligere sammen med broderen Nicolai udsendt et album under navnet G-Bach, men i senere år har fokus for brødrene i stedet været at skrive og producere for andre kunstnere. Men nu springer Rasmus Seebach med succes ud som solist på et album, som den 29-årige sanger selv har skrevet, indspillet og produceret i selskab med broderen.

Om det kommende album siger Rasmus Seebach:

"Det bliver en utrolig ærlig plade. Jeg prøver ikke at ramme nogen bestemt genre eller stil, men jeg skriver sange fra mit liv, om ting, der betyder noget for mig. Så jeg håber, at folk synes det er interessant, og at mine sange kan vække nogle følelser i folk, som det åbenbart har været tilfældet med "Engel"."

Debutalbummet fra Rasmus Seebach udsendes 28. september.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA