Nyhed

Michael Jackson døde af overdosis

Det er nu blevet fastslået, at popstjernens død var forårsaget af en overdosis af bedøvelsesmidlet Propofol

Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev det i går mandag 24. august slået fast, at årsagen til Michael Jacksons død var en overdosis af bedøvelsesmidlet Propofol, der normalt bruges til at bedøve patienter inden en operation, men som Jackson rutinemæssigt brugte som sovemiddel.

Retsmedicinerens konklusion blev præsenteret i Houston, Texas, hvor Jacksons læge, Dr. Conrad Murray, har sit kontor, og hvor politiet tidligere har gennemgået Murrays papirer for at finde ud af, hvilke typer medicin han har givet den nu afdøde popstjerne.

Murray har allerede indrømmet over for politiet, at han gav Jackson Propofol, men har samtidig sagt at han ikke var den første læge, der havde givet sangeren det bedøvende middel. Han var samtidig bekymret over Jacksons store forbrug af stoffet, og var i de seks uger, han arbejdede for sangeren, begyndt en nedtrapning.


Alligevel fandt man altså en dødelig mængde af stoffet i Jacksons krop, og det forventes nu, at sagen imod Dr. Murray er så stærk, at han inden længe vil blive tiltalt for manddrab.

ANNONCE