x

Tre nye navne til Recession

Tre nye navne til Recession

Med tilføjelsen af tre nye navne til dette års Recession Festival skulle programmet være ved at være på plads. Dermed er navnene The Paper Hats, Yellowish og Flækker altså formodentlig de sidste tilføjelser til et program, hvor man allerede finder Martin Hall, Leætherstrip, Front 242, Pilgrimz, Mnemic, Kings Of Dark Disco og mange andre.

Bag navnet The Paper Hats finder man den Nashville-fødte Willam Tyler (Lambchop, Silver Jews), der i sit soloprojekt serverer instrumental psykedelisk Appalachian folk-musik med guitaren som det bærende instrument. Til Recession bliver Tyler akkompagneret af sin musikalske partner Volker Zander (Calexico) på cello og bas samt den danske sanger Anders Jørgen Mogensen (KLoAK).

Anders Jørgen Mogensen kan også opleves til Recession i en anden sammenhæng, da han også er på plakaten under navnet Flækker. Sangeren er kendt fra både metalbandet KLoAK og også danseduoen Alle Med Balloner Og Terrasser, men debuterer nu som soloartist.

Sidste tilføjelse er bandet Yellowish, der efter næsten to års pause fra livescenen vender tilbage med nyt materiale. Bandet har eksisteret i mere end ti år og har fem ep'er og to albums på samvittigheden, og fra bandet forlyder det, at det nye materiale ser dem gå i en mere rocket retning.

Ud over de offentliggjorte bands arbejdes der også på at få de sene aften timer på Vestergade 58 booket med store dj's fra ind-og udland, og disse navne vil løbende blive offentliggjort på festivalens webside.

Billetter til Recession 2009 kan købes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA