x

Danske navne til Iceland Airwaves

Danske navne til Iceland Airwaves

Reykjavik har siden 1999 hvert efterår kunnet byde på festivalen Iceland Airwaves, og ofte har man kunnet finde danske bands eller dj's på festivalens program. Også i år er der mulighed for at kippe med det danske flag i det islandske, da man på årets program finder både Darling Don't Dance (billedet), Oh Land og When Saints Go Machine på listen over navne til årets festival.

Den århusianske pigetrio udsendte tidligere på året ep'en "Bare Frames" og har fået en del opmærksomhed for deres mange shows i New York. Bandet arbejder lige nu på at få færddigjort deres debutplade, men inden den ligger klar, skal trioen altså en tur til Island for at spille et festivaljob.

De tre piger får følgeskab af de fire københavnske fyre fra When Saints Go Machine, der er ganske aktive dette efterår. Ud over en lang række danske koncerter skal bandet nemlig også spille til den tyske Reeperbahn Festival, og som nævnt altså også til Iceland Airwaves, hvor de vil byde på materiale fra det aktuelle debutalbum "Ten Makes A Face".

Også Nanna Øland skal turen til Island, hvor hun optræder som Oh Land med materiale fra sit debutalbum "Fauna". Af øvrige interessante navne på programmet kan nævnes engelske Metronomy, thecocknbullkid og Micachu & The Shapes, svenske The Field, norske The Megaphonic Thrift og islandske Gus Gus.

Iceland Airwaves afvikles i dagene 14.-18. oktober.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA