Nyhed

Kitty Wu udsender nyt

Bandet udsender deres første album som trio til september med titlen "Someone Was Here"

Det er efterhånden fire år siden, Kitty Wu udsendte albummet "Knives And Daggers", og siden da har gruppen forvandlet sig til en trio bestående af Robert Lund (sang), Claus Bergmann (trommer) og Allan Schøneberg (bas). De tre tilbageværende medlemmer har nu færdiggjort deres første album som trio og det fjerde som Kitty Wu, og det udsendes 7. september med titlen "Someone Was Here".

Siden udgivelsen af "Knives and Daggers" og den efterfølgende turne har Kitty Wu holdt lidt lav profil, hvilket skyldtes bandets afsked med bassist Samuel Helles, som vendte tilbage til fødelandet Sverige af familiemæssige årsager. Om bandets reaktion på forvandlingen til en trio udtaler de:

"Vi respekterede Samuels beslutning, om end modvilligt. Men da støvet lagde sig, var vi tvunget til at gentænke bandets lyd og udtryk. Det kastede en stor energi og frihed ind i processen, og skabte en massiv elektricitet omkring pladen".

Bandet har allerede udsendt en smagsprøve på det kommende album i form af singlen "Love Letters", der ganske som pladens øvrige sange blev indspillet under en koncentreret fire dages session i Studio R i København. Grundsporene blev de følgende måneder forvandlet til sange i bandets eget studie, og blev efterfølgende mikset i London af Guy Fixsen (My Bloody Valentine, Breeders).


Kitty Wu udsender "Someone Was Here" 7. september.

ANNONCE