Nyhed

Depeche Mode bekræfter danske koncerter

De to koncerter til februar i Horsens er nu blevet offentliggjort via den officielle Depeche Mode-webside

I sidste uge kunne vi fortælle, at Depeche Mode havde planlagt to danske koncerter i 2010, der begge skulle afvikles i februar måned i Horsens. De to koncerter er nu blevet bekræftet via bandets officielle webside, hvilket betyder, at man vil kunne opleve Depeche Mode live i Horsens 22. og 23. februar.

På websiden fremgår det desuden, at forsalget til koncerterne vil blive sat i gang 14. september klokken 10:00, og at der vil blive offentliggjort et opvarmningsnavn ved en senere lejlighed.

Sidst bandet gæstede Danmark var 30. juni i år, hvor de spillede en koncert i Parken i København, der modtog en femstjernet anmeldelse her på GAFFA.dk, hvor anmelderen blandt andet skrev:


"Man var som publikum ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at her havde man med et absolut verdensnavn at gøre. Det flotte lys- og videoshow, som nok havde været flottere, hvis mørket for alvor var faldet på, vidnede om klassen, men jeg synes det var de musikalske og lydmæssige kvaliteter, der mere end noget andet understregede Depeche Modes legendestatus."

Begge kommende danske koncerter vil blive afviklet i Forum Horsens, hvor der er plads til omkring 5000 gæster.

ANNONCE