Nyhed

TV On The Radio-mand med på ny Massive Attack-udgivelse

Både Tunde Adebimpe og Guy Garvey fra Elbow har bidraget med vokaler på den kommende Massive Attack-udgivelse "Splitting The Atom"

Det er længe blevet formodet, at det femte album fra Massive Attack ville dukke op til oktober, men det viser sig nu ikke at holde stik. Ifølge Pitchfork er udgivelsen skudt til næste år, men til oktober får man til gengæld en ep, eller nok nærmere en single-foreløber, med titlen "Splitting The Atom".

Massive Attack har endnu engang været en tur rundt i verden for at hyre vokalister til deres kommende udgivelse, og på udgivelsen "Splitting The Atom" kan man både høre Tunde Adebimpe, Martina Topley-Bird og Guy Garvey synge på gruppens tracks. Men det er dog den faste samarbejdspartner Horace Andy, der synger på titelnummeret, som samtidig må betragtes som første single fra det kommende album.

Tunde Adebimpe fra TV On The Radio har lagt stemme til "Pray For Rain", der formodentlig også dukker op på gruppens femte album sammen med originalversionerne af udgivelsens to øvrige numre, der her findes i remix-udgaver. Det drejer sig om "Psyche" med vokal af Martina Topley Bird og "Bulletproof Love", hvor vokalen leveres af Guy Garvey.


Massive Attack udsender "Splitting The Atom" 5. oktober, men det vides endnu ikke, hvornår gruppens næste fuldlængde-udgivelse lander.

ANNONCE