Nyhed

Tori Amos: Lady GaGa er en døgnflue

Den rødhårede furie tror ikke på en lang karriere for elektropop-divaen

Lady GaGa hitter som bekendt voldsomt for tiden med "Poker Face" og "Just Dance", hvilket har fået både fans og anmeldere til at udråbe hende til den nye Britney eller Kylie - altså en popdiva med en lang karriere foran sig.

Den tror Tori Amos dog ikke på. I et interview med The Sun fortæller den rødhårede klaverfurie:

"Hun er, hvad jeg kalder en meteor - sangere, som underholder folk en kort stund. Og det er der jo ikke noget galt med. Men så er der folk som Neil Young, som kan dukke op på Glastonbury Festival 40 år inde i karrieren. Og det er en helt anden type kunstner. Neil Young behøver ikke vise sin røv på scenen".

"Spørgsmålet er, om Lady GaGa vil spille side om side med Neil Young på Glastonbury om 20 år?", spørger Tori Amos videre tilsyneladende uden at reflektere over, at Young vil være 83 år til den tid.

"Hun vil underholde folk. Lige nu er halvdelen af verden deprimerede, og de har brug for at blive underholdt. Så hendes timing er perfekt".

Tori Amos solodebuterede i 1992 og udgav i maj sit 10. studiealbum, "Abnormally Attracted To Sin". 20. september giver hun koncert i Operaen i København.

ANNONCE