Frank Ziyanak og Stefan Kvamm har kastet sig over den ungarnske klavervirtuos
Musiksiden BandBase.dk og DR P2 har siden december 2008 hver måned præsenteret et nyt remix, hvor en dansk kunstner eller band er blevet sat til at remixe et på forhånd udvalgt klassisk værk, og hvor alle interesserede, professionelle som amatører, selv har kunnet lave deres eget remix af samme værk. Alt sammen under navnet Mix To Verdener og med udgangspunkt i hjemmesiden mixtoverdener.dk
September måneds remix er foretaget af The Wong Boys alias Frank Ziyanak og Stefan Kvamm, der har remixet et sample fra Franz Liszts "Klaverkoncert no. 2" fra 1863.
Ungarnske Franz Liszt (1811-1886) er kendt for at være en af historiens mere komplekse komponister og var tilmed en fremragende pianist, hvis ekvilibrisme resulterede i nogle af historiens første fanhysterier ved koncerter - den såkaldte "Lisztomani", i øvrigt også kendt som en sangtitel på franske Phoenix' aktuelle album "Wolfgang Amadeus Phoenix".
BandBase.dk har stillet Frank Ziyanak et par spørgsmål om klassisk musik og har fået følgende mail-svar, som vi citerer med den originale tegnsætning:
Hvilken klassisk musik kan I selv lide?
– Rachminoff - især fortolket af Gilels - extreme vulgar display of power - for at citere Pantera. Jeg bruger det især, når jeg skriver - min rejseskrivemaskine foræret af Kim Kix - tager nogle tæsk - men den nyder det. Det er vigtigt at finde andre ting at slå på end mennesker.
Hvad har I fået ud af processen med at arbejde med klassiske samples, og hvilke overvejelser har I gjort jer?
– Vi tog Liszt fra en ende af og rykkede ham rundt. At operere med klassiske samples er ikke nyt for os - senest har vi remixet "Thunderstruck" af AC/DC - også Cut'n'Moves "Get Serious" har været under kniven. Vi vidste, at vores patient skulle være tynd - smuk og uden sammenligning. Noget overmenneskeligt - nærmest himmerig.
Hvordan vil selv beskrive resultatet?
– Ulig hvad du havde forestillet dig. Intet ligger til højrebenet, når Wong spiller op. Det sværeste er nemt for os.
Værket kan høres og hentes gratis på både mixtoverdener.dk og dr.dk/p2/lyttilnyt. Og på mixtoverdener.dk kan man også selv forsøge sig som remixer, også selv om man er begynder. Man kan downloade månedens samples i høj kvalitet eller bruge sitets brugervenlige online mikser.
Indtil videre har 40.000 brugere været forbi hjemmesiden, hvor der er skabt 850 nye værker, som blander klassisk og rytmisk musik. Tidligere remixere har blandt andre været Magtens Korridorer, Lise Westzynthius, Nordstrøm, Oh Land og Troels Abrahamsen, som tog det roste Stravinskij-remix "When Youre Ready, Let Go" med på sit første solo-album.