Nyhed

Michael Jackson har meldt sig – og er løsladt mod kaution

Nægter sig skyldig i alle anklager om pædofili

I går meldte Michael Jackson sig til politiet i Santa Barbara, Californien, efter at der dagen før var blevet udstedt en arrestordre mod ham oven på anklager om flere tilfælde af misbrug af mindreårige og efter en ransagning af hans enorme ranch Neverland, skriver adskillige nyhedsbureauer. Jackson blev derpå anholdt og, som vanen foreskriver, lagt i håndjern (billedet) og fik taget fingeraftryk og billeder til politiets arkiv, men løsladt under en time senere efter at have betalt ca. 19 millioner kr. i kaution.

Jacksons advokat Mark Geragos udtaler: "Michael er kommet tilbage for at afvise anklagerne. Han er dybt oprørt over beskyldningerne, som han betragter som en stor løgn. Han forstår godt, at folk er oprevet over anklagerne, for hvis de var sande, ville Michael være den første til at være chokeret. Han glæder sig til at møde i retten og konfrontere anklagerne."

"Løgne løber sprinter, men sandheden løber maraton. Sandheden vil vinde maratonen i retten," udtalte Jackson senere på dagen. Hans bror Jermaine sagde i et interview til CNN: "Det er en moderne lynching. I ville se Michael i håndjern, I får lov til det. Men jeg støtter ham tusind procent."


Jackson skal nu for retten 9. januar. Hvis han dømmes skyldig, risikerer han op til otte års fængsel for hvert af tilfældene om misbrug af mindreårige.

For ti år siden blev Jackson også beskyldt for anklager mod misbrug af en dengang 12-årig dreng. Sagen kom dog aldrig for retten, da Jackson indvilligede i at betale en millionbeløb til drengen, selvom Jackson pure nægtede alle anklager.

ANNONCE