Nyhed

De optrædende til de nye Backstage-programmer er offentliggjort

Blandt andre Nephew, Kaizers Orchestra og Infernal har været indenfor i det populære DR2-program.

DR2s musikprogram Backstage har med succes lavet skæve live-sammenkomster med prominente artister foran en lille sluttet skare i Koncerthusets Studie 2. Den nye omgang af det populære program er netop blevet optaget samme sted, hvor i alt 1.500 publikummer på forskellige dage oplevede musikere støde sammen i forskellige konstellationer.

Mellem tre og firehundrede publikummer har ved hvert programafsnit oplevet de unikke konstellationer, som DR2-seerne kan se i løbet af efteråret. Redaktør på programmet, Anja Pil Overby, udtaler på programmets hjemmeside:

"DR er tilbage med et program, der åbner scenen for dansk musik og tager den seriøst - og det er vigtigt, for der sker rigtig meget i dansk musik for tiden. I Backstage er musikerne hovedpersoner og livemusikken er i fokus. Som seer vil man se bands og musikere spille live i det nye Studie 2 under Koncertsalen, som lyder super godt."

Den nye runde af Backstage byder denne gang velkommen til sammenstød mellem artisterne Magtens Korridorer vs. Infernal, Turboweekend vs. Ufo/Yepha, Nephew vs. Kaizers Orchestra og Veto vs. Lucy Love. Alle de nævnte artister fra dette line-up vælger to sange hver, som de spiller, hvorefter de to bands i fællesskab spiller en sang, som de er enige om kan noget særligt.

Blandt andet beskrev Lina Rafn fra Infernal mødet mellem sit band og Magtens Korridorer som "de nørdede 9. klasser, der møder de seje drenge fra 10." Derudover byder programmet på den første udenlandske optræden i form af det norske sigøjnerrockband Kaizers Orchestra, der mødes med de succesfulde elektroniske rockdrenge fra Nephew. Der er dermed rigeligt med grund til at lukke op for DR2 og høre resultaterne i efteråret.

ANNONCE