Jack White fortæller, at bandet allerede har skrevet nok sange til deres andet album, som de gerne vil indspille i løbet af efteråret
Debutalbummet fra The Dead Weather var ikke engang udkommet, før Jack White begyndte at snakke om, at han sammen med Alison Mosshart fra The Kills, Jack Lawrence fra The Raconteurs og Dean Fertita fra Queens Of The Stone Age var klar til at indspille album nummer to. I et nyt interview kan han nu fortælle, at indspilningerne er gået i gang, og at bandet håber at kunne færdiggøre deres næste udgivelse i løbet af efteråret.
Det er MTV, der har snakket med Jack White, som kan fortælle, at gruppen allerede er godt i gang med forberedelserne til opfølgeren til debutpladen "Horehound".
"Vi er virkelig tændte på at indspille den næste plade. Vi har en masse sange i ovnen lige nu - 12,13, 14, 15... - jeg ved ikke hvor mange. Vi gik ind og indspillede lidt, sidst vi havde en pause, og forhåbentlig kan vi i løbet af efteråret finde et hul, hvor vi kan gå ind og indspille noget mere".
White fortæller dog, at fokus langt fra har fjernet sig fra det materiale, bandet allerede har indspillet. Han siger, at efter at gruppen er begyndt at turnere, har sangene fået deres eget liv, og at det er, som om de ændrer sig hver dag.
Jack White fortæller også, at de leger med nogle meget forskellige coverversioner, der vil dukke op til fremtidige koncerter. Indtil videre har de eksempelvis allerede spillet "Outside" (The Downliners Sect), "Forever My Queen" (Pentagram), "New Pony" (Bob Dylan) og "You Just Can't Win" (Them) samt indspillet "Are Friends Electric?" af Gary Numan, men der skulle altså være flere på vej.
Bandet holder fri hele september, så man må formode, at de vil bruge noget af tiden i denne måned på at indspille. Derefter kalder landevejen igen til oktober frem til starten af november, hvor de spiller koncerter i Tyskland og Holland efter en stribe koncerter i England.