Nyhed

Tegan and Sara gæster København

Den canadiske søster-duo lægger vejen forbi Lille Vega til november med et nyt album i bagagen

De enæggede tvillinger Tegan og Sara Quin har udsendt plader siden 1999, men gennembruddet kom med albummet "The Con" fra 2007, der indeholdt singlen "Back In Your Head", som også har gjort sit indtog på de danske radiostationer. Til november vender duoen tilbage til Danmark, hvor de kan medbringe et nyt album og dermed nyt materiale.

Man kunne senest opleve Tegan And Sara i Lille Vega i marts 2008, hvor de blandt andet spillede nogle af de numre fra bagkataloget, der er dukket op i tv-serien "Grey's Anatomy" samt opleve dem invitere publikum på scenen for at lære dem danske vendinger.

Dengang hed det nye album "The Con", men det følges til oktober op af albummet "Sainthood", hvor søstrene har fortsat samarbejdet med produceren Chris Walla, der udover tidligere at have arbejdet sammen med The Decemberists, Nada Surf og The Thermals også er medlem af Death Cab For Cutie.


Tegan And Sara udsender "Sainthood" 27. oktober og kan opleves live i Lille Vega 22. november. Billetsalget til koncerten starter torsdag den 10. september, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE