De københavnske drømmere har udsolgt deres koncert i Store Vega og spiller nu en ekstra koncert på Loppen
Jens Unmack, Henrik Hall og resten af Love Shop annoncerede i foråret deres genforening i forbindelse med deres udsolgte hyldestkoncerter for den tidligere guitarist i gruppen, Hilmer Hassig, der omkom ved en bilulykke i november 2008. Nu melder spillestedet Store Vega også udsolgt til den kommende koncert med Love Shop, der får gruppen til at tilføje en ekstra koncert på Loppen, hvor de spiller i november.
Love Shop har en lang historie tilfælles med undergrundsspillestedet på Christiania, hvor gruppen flere gange har spillet. Jens Unmack og co. lagde blandt andet vejen forbi Loppen under den roste Copenhagen Screaming!-turné i 2003, hvor gruppen spillede seks forskellige steder på seks dage i København. Turnéen er siden blevet udgivet som livealbum fra gruppen, der var det sidste, som kom fra Love Shop, inden bandet holdt en femårig pause.
To af gruppens medlemmer har siden haft succes som solister, hvor især forsangeren Jens Unmack har gjort sig bemærket med sit seneste album fra i foråret, "Dagene Løber Som Heste", der også blev rost af GAFFAs anmelder, som kaldte albummet "fabelagtigt" og tildelte sangeren fem stjerner. Mundharpespilleren Henrik Hall har også haft succes med sine to soloalbums, der tyder på, at medlemmerne kun kan være i topform.
Om Love Shop også har et nyt album i vente, vides der endnu ikke noget om, men den annoncerede ekstrakoncert tyder på, at gruppen stadig er meget populær. Love Shop har i mere end et årti været en del af mange københavneres lydspor, og hovedstadens kærlighed til den lille butik kan blandt andet ses ved, at koncerten på Store Vega blev udsolgt på en lille uge.
Billetter til ekstrakoncerten den 19. november - og til de øvrige Love Shop-koncerter - kan findes via GAFFA Live.
Den samlede Love Shop-turné ser ud som følger:
05/11: Herning, Fermaten?
06/11: Randers, Værket?
12/11: Aalborg, Studenterhuset?
13/11: Århus, Train?
14/11: Roskilde, Gimle?
19/11: København, Loppen EKSTRA!!!?
20/11: Odense, Posten?
21/11: København, Store Vega UDSOLGT!!!