Nyhed

Norah Jones er klar med trackliste

Den storsælgende sangerinde annoncerer også en udgivelsesdato for sit kommende album "The Fall"

Jazzvokalisten Norah Jones har lavet tyst og poppet jazz og har især med debutalbummet "Come Away With Me" haft en enorm bred appel. Men på sit kommende album "The Fall" træder sangerinde et skridt længere væk fra de velkendte jazz- og country-genrer og introducerer en række rockmusikere på albummet.

"Come Away With Me" fra 2002 solgte ikke blot et antal gange platin, men blev også godkendt som et diamant-album af den amerikanske pladeindustri. Det vil sige, at sangerinden imponerede ved at sælge over 10 millioner eksemplarer af sin pladedebut. De to efterfølgende albums har ikke været lige så store kommercielle succeser i takt med, at Norah Jones har afsøgt nye musikalske områder og ikke længere vil være den stille pige i klassen.

Herom vidner sangerindens flirt med blandt andet hiphoppen, hvor hun på det seneste har gæstet rapstjerner som Talib Kweli, Q-Tip og gruppen Outkast på deres respektive albums. Norah Jones har også været i fint selskab i forbindelse med Bob Dylans Hank Williams-projekt, der tæller andre kunstnere som Willie Nelson og Jack White, hvor alle musikere har givet et bidrag til et album med coversange af countrylegenden.


Det kommende album "The Fall" bliver sangerskriverens fjerde udgivelse, hvor hun går i retningen af rockverdenen. Den indeholder samarbejder med kendte musikere som den Grammy-vindende James Poyser fra blandt andet The Roots, Will Sheff fra indiebandet Okkervil River og ikke mindst Ryan Adams, der er krediteret som medsangskriver på nummeret "Light As A Feather". Norah Jones går dermed andre veje med sit nye album, og tiden vil vise, om den rockede udgave af sangerinden også kan blive en succes.

"The Fall" udkommer den 16. november, og tracklisten til albummet kan ses nedenfor.

  1. "Chasing Pirates"
  2. "Even Though"
  3. "Light As A Feather"
  4. "Young Blood"
  5. "I Wouldn"t Need You"
  6. "Waiting"
  7. "It"s Gonna Be"
  8. "You"ve Ruined Me"
  9. "Back To Manhattan"
  10. "Stuck"
  11. "December"
  12. "Tell Yer Mama"
  13. "Man Of The Hour"

 


ANNONCE