Nyhed

Klondyke tager på turné

De tre guldgravere fra Klondyke med Mikael K i spidsen synger deres skæve melodier rundt i hele landet

Klondyke har siden årtusindskiftet givet danskerne små poetiske sange fra hverdagen om hidsige kærester og ture til møntvasken. Nu kan publikum til en række koncerter høre det prisvindende orkester, der sidste år udgav albummet "Dejlig Dum".

Den fjerde udgivelse fra Mikael K's finurlige univers udkom i foråret 2008 og havde den velkendte X Factor-dommer Thomas Blachman med på holdet, hvilket resulterede i en mere farverig og melodiøs plade. "Dejlig Dum" holder dog fast i Klondykes karakteristiske kantede lyd, og pladen blev rost af GAFFAs anmelder, der gav albummet fire stjerner og blandt andet skrev:

"Klondyke har nemlig bevæget sig ud på poppens yderste revle, og det er der kommet et par vidunderlige småhits ud af. Titelsangen er stilsikkert drejet som et naturligt radiohit, mens der er en større og jazzet luftighed i den herlige kærlighedsballade Moto Guzzi. Der er i det hele taget kommet mere kærlighed ind i Mikael K's univers, uden at det bliver ordinært af den årsag. Mikael K vender også kærligheden og kvinden på hovedet."

De poetiske elementer i Klondyke er ved flere lejligheder blevet prisbelønnet. Gruppen modtog i 2007 Danmarks Radios P4-pris, og i 2008 vandt frontmanden Mikael K også Björn Afzelius Prisen i Århus, da han ifølge komitéen "altid har sunget om de små i samfundet". De kantede sange og finurlige tekster kan nu opleves live fra det roste band, som spiller rundt omkring i det danske på deres turné.

Turnéens koncerter kan ses nedenfor, og billetter kan findes via GAFFA Live.

18/9 Skråen i Nordkraft, Aalborg
19/9 Nygadehuset, Aabenraa

16/10 Folk Line Festival, Pavillonen, Grenå
17/10 Folk Line Festival, Tobakken, Esbjerg

29/10 Spil Dansk Dag, Musikcaféen, København

ANNONCE