x

Sebastian gendanner Sebastian Band

Sebastian gendanner Sebastian Band

Knud Grabow Christensen har siden 1970 optrådt under navnet Sebastian, og i 70'erne og 80'erne blev han bakket op af nogle af landets bedste musikere i det, der blev kaldt Sebastian Band. Sangskriveren fylder 60 19. december i år, og det fejrer han ved at give fire koncerter i november og december sammen med sit gamle band.

Gendannelsen sker under navnet "Sebastian Band - Dream Team Tour", hvor Sebastian med band vil dykke ned i bagkataloget og præsentere en lang række klassikere fra sangskriverens storhedstid. Sebastian Band består til de fire koncerter af følgende musikere:

Alex Riel (trommer) har som trommeslager medvirket på Sebastians gennembrudsplade “Den store Flugt” fra 1972 og på en række af hans største albumsucceser bl.a. “Tiderne skifter”, “Stjerne til støv” og “80'ernes Boheme” med tilhørende koncerturneer.

Nils Henriksen (guitar) har optrådt på flest Sebastian albums og koncerter i 70'erne og 80'erne. Han har dessuden ofte fungeret som medproducer på pladerne sammen med Sebastian.

Michael Friis (bas) er dette bands kapelmester og har lagt bunden på adskillige Sebastian-koncerter og albums bl.a. “Cirkus Fantastica”, “Stjerne til støv”, “Ronja Røverdatter” og “Miraklernes tid”. Han har desuden fungeret som ankermand på en række af komponistens senere teaterprojekter.

Morten Kærså (keyboard) er keyboardtroldmanden fra bl.a. Sebastian albums som “Skatteøen”, “Tusind og en nat” og “På vulkaner” inklusive flere turnéer i 80'erne.

Klaus Menzer (trommer & percussion) har medvirket på flere Sebastian-teaterprojekter i det seneste ti år, bl.a. albummet “Pippi”.

Perry Stenbäk (guitar/strygere) har optrådt ved flere koncerter og Sebastian-teaterprojekter.

Gry Harrit (vokal) har tidligere sunget ved flere Sebastian-koncerter.

Misen Groth (vokal) er ganske ny i Sebastian-sammenhæng.

Sebastian Band - Dream Team Tour kan opleves på følgende datoer:

28. november - Falconersalen, København
30. november - Koncerthuset, Odense

1. december Skråen/Nordkraft
8. december Musikhuset, Århus


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA