x

Kanye West kommer med en slags undskyldning

Kanye West kommer med en slags undskyldning

Da Kanye West søndag var blevet bedt om at forlade Radio City Music Hall i New York City, tog han direkte hjem og skrev en undskyldning på sin personlige weblog, hvor han indrømmede, at det var forkert af ham at hoppe på scenen til MTV Video Music Awards og stjæle opmærksomheden fra Taylor Swift. Det noget usammenhængende indlæg skrevet udelukkende med store bogstaver er dog sidenhen blevet fjernet fra siden.

LA Times nåede dog at tage et screen shot af indlægget, hvor man kan læse, at Kanye undskylder overfor Taylor Swift, hendes mor og hendes fans. Han lover desuden, at han vil give sangerinden en personlig undskyldning i dag. Herefter følger en række usammenhængende udsagn om at være "real" og at være en fan af "ægte popkultur" og om at have givet nogle priser væk til OutKast, da de havde fortjent dem mere end ham.

Om fjernelsen af indlægget skal ses som en tilbagetrækning af undskyldningen eller måske en realisation af, at West bruger alt for mange udråbstegn, når han er fuld vides ikke. Men på hans officielle webside kan man i hvert fald nu kun finde indlæg om underlige cykler og vandhaner og altså ingen undskyldninger.

Et lignende indlæg om Serena Williams' nedsmeltning til US Open i weekenden er også forsvundet fra Kanyes webside.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA