x

Peter Hook udgiver bog om The Haçienda

Peter Hook udgiver bog om The Haçienda

Når man taler om 80'ernes og 90'ernes Manchester-scene, er det særdeles svært at komme uden om klubben The Haçienda, hvor bands som The Smiths og Happy Mondays spillede koncerter, og lokale dj's som Dave Haslam og Mike Pickering var med til at starte den engelske house-bølge. Nu har den tidligere Joy Division- og New Order-bassist og medejer af The Haçienda, Peter Hook, samlet de bedste historier i bogen "Hacienda: How Not To Run A Club", der kommer med sit eget soundtrack.

Bogen er skrevet sammen med Claude Flowers, der tidligere har skrevet bøger om Peter Hooks bands, og foromtaler af bogen indikerer, at der er tale om en tell-all bog i stil med den vanvittige rockbiografi "The Dirt" om Mötley Crüe. Har man set filmen "24 Hour Party People" ved man, at der i hvert fald er nok sex-, narko- og voldshistorier at tage fat i.

Mens man dykker ned i historier om Shaun Ryder, pladeselskabet The Factory og alle de bands, der var tilknyttet The Haçienda, kan man samtidig få lidt af stemningen fra dengang gennem et soundtrack sammensat af Peter Hook. Han har selv bidraget med to nye numre indspillet under pseudonymet Man Ray, men ellers er resten klassikere fra navne som Josh Wink, A Guy Called Gerald og New Order fordelt på to cd'er.

Peter Hook udsender bogen "Hacienda: How Not To Run A Club" 5. oktober.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA