x

Alphabeat og Outlandish til Dubai

Alphabeat og Outlandish til Dubai

I begyndelsen af november vil man for første gang kunne opleve festivalen Dubai Sound City, der afvikles for første gang i den arabiske stat under sloganet "The World's Hottest Winter Music Festival". På programmet finder man en lang række engelske navne, men også danske Alphabeat og Outlandish er blevet tilføjet programmet til den nye festival.

Det er arrangørgruppen Liverpool Sound City, der står bag festivalen i Dubai, og arrangørernes engelske baggrund kan bestemt ses på programmet. Her spiller Happy Mondays, Echo & The Bunnymen og Human League side om side med The Futureheads, The Farm, Ocean Colour Scene og Doves og en lang række andre britiske bands. Der er dog ud over de danske navne også blevet plads til Gabriella Cilmi, The Wombats og Parlotones som repræsentanter for verden udenfor England.

Arrangørerne lover dog, at de udover at præsentere de internationale navne også er dedikeret til at "fejre emiratens spirende lokale musikscene og etablere landet som et af hovedsæderne i den globale musikindustri".

Alphabeat og Outlandish kan opleves til Dubai Sound City i dagene 5.-7. november.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA