Nyhed

Karen og Clemens holder fest i Pumpehuset

Der er dømt urban fest, når r&b- og hiphop-navne med de to velkendte kunstnere i spidsen giver koncerter

Karen (billedet) og Clemens har begge på seneste gjort sig bemærket ved at stille op i TV2-programmet Allstars med hver deres kor, og Karen har også i denne uge annonceret, at hun skal være vært på VH1-kanalen. De to erfarne musikere kan nu ses i det element, som de kommer fra, når de sætter gang i festen fra scenekanten i Pumpehuset i København.

Clemens har udover at være skærmtrold på landsdækkende tv også skrevet tekster til den aktuelle nyfortolkning af balletten "Sylfiden" og er i gang med sit sjette soloalbum, som skal udkomme i starten af 2010. Det giver han publikum en forsmag på til den kommende koncert i Pumpehuset.

Karen er det andet hovednavn til det urbane arrangement og med det nye album "Stiletto" i baghånden, har hun gode chancer for at skabe en fest. Det tredje album er blevet godt anmeldt af GAFFA, som gav det fire stjerner og blandt andet skrev:


"Kombinationen af Vagn Luvs meget Timbaland-agtige beats og grooves og Karens kælne soul-vokal virker rigtig fint. Et godt eksempel er første single "Sækken I Katten". Der er mere af det gode at hente på albummet. Karen brillerer med sine tekstforfatter-evner, om end rimene til tider er lidt anstrengte."

Med sig til festen har Karen og Clemens også nye navne. Pop-hiphop-duoen Musti & Amin spiller iørefaldende club-musik, og r&b-sangerinden Sandra Hakky, som har singlen "To tilbage" ude nu. Alle fire optrædener kan opleves live til den store fest i Pumpehuset i København.

Arrangementet finder sted den 26. september, og billetter kan findes via GAFFA Live.


ANNONCE