x

Richmond Fontaine lover godbidder fra bagkataloget

Richmond Fontaine lover godbidder fra bagkataloget

Den amerikanske americana-gruppe Richmond Fontaine har netop udsendt sit ottende og, vanen tro fristes man til at sige, meget roste album "We Used To Think The Freeway Sounded Like A River". Bandet er for tiden på turné i Europa og gæster VoxHall i Århus og Loppen i København henholdsvis 23. og 24. september. GAFFA ringede til forsanger og tekstforfatter Willy Vlautin i turbussen i England for at få en statusrapport. Og Vlautin kunne blandt andet fortælle, at der bliver masser af godbidder fra hele gruppens efterhånden store bagkatalog.

- Vi spiller en masse sange fra vores nye plade, og så spiller vi 1-2 sange fra hver af vores andre plader, så alle vores fans kan være sikker på at få i hvert fald én sang fra deres yndlingsplade. Vi har en fremragende ekstra pianist med, Rob Hunteley.

GAFFAs anmelder Mikkel Elbech uddelte fem stjerner til Richmond Fontaines nye album og skrev blandt andet:

"Hans (Willy Vlautin, red.) trang til de udfoldende narrative strukturer fornægter sig således heller ikke på dette album, der også ville fungere blot som teksthæfte grundet den kreative ordrigdom, de i alt 14 skæringer besidder. Også musikalsk er albummet en ganske stor triumf, og som repræsentanter for det, der kaldes alternativ country, spænder Richmond Fontaine væsentligt videre end sine kolleger, når de elegant inkorporerer blæsere på højdepunktet The Boyfriends og samtidig formår at fremmane en fængende syrestress på 43."

Læs hele interviewet med Willy Vlautin

Køb billetter til Richmond Fontaines danske koncerter via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA