Nyhed

Unge sangskrivere hylder Sebastian

Trubaduren og sangskriveren fylder snart 60 år og bliver fortolket af blandt andre Randi Laubek, Rasmus Nøhr og Mads Langer

Sebastian har i over tre årtier været en velkendt skikkelse i dansk musik og har blandt andet med sine musical-succeser været en elsket sanger og sangskriver. Trubaduren, der snart fylder 60, har solgt over to millioner albums og stået bag hits som "Du Er Ikke Alene" og "Når Lyset Bryder Frem". De to sange er nu blandt de numre, der bliver fortolket af den nye sangskrivergeneration på albummet "En Hyldest Til Sebastian".

Hyldestalbummet indeholder fortolkninger af blandt andre Randi Laubek, Sys Bjerre og Rasmus Nøhr. Derudover medvirker den unge singer-songwriter Mads Langer (billedet) også med sangen "Stille Før Storm". GAFFA spurgte Mads Langer om hans medvirken på den kommende plade og om hans tilknytning til Sebastian.

- Først da jeg blev spurgt, om jeg ville deltage i projektet, var jeg faktisk en smule skeptisk. Så dykkede jeg alligevel ned i hans sangkataloger og fandt rigtigt meget fra min barndom. Man kan sige, at Sebastian har været en ambassadør for den gode sang og den gode sangskriver. Han har lavet sange, der har været tidløse, fortæller Mads Langer.


Ideen med hyldestalbummet til Sebastian er at fortolke sangene i en enkel produktion, sådan som manden bag ideen Jakob Sørensen, der er direktør fra Copenhagen Records, oplevede Sebastians egen optræden til prisuddelingen Steppeulven for et par år siden.

- Hele salen går fuldstændig amok over den optræden, og man kan mærke, at han var tilbage efter en lang periode med sygdom. Jeg blev overrasket over, hvor stærk den optræden var, og hvordan salen reagerede. Samtidig funderede jeg over, at han stod der selv med sin guitar, som mange yngre kunstnere også gør nu til dags, fortæller Jakob Sørensen.

Sangskriveren Sebastian er dermed i fokus på "En Hyldest Til Sebastian", hvor der på flere af numrene kun er en sangstemme og et enkelt instrument til rådighed. Mads Langers musikalske udtryk falder godt i spænd med, hvordan den nye Sebastian-hyldest er tænkt, da han selv har gået imod at spille mere enkelt og akustisk. Langer er samtidig glad for at have medvirket på den kommende udgivelse.


- Det er en sangskriver, som har været med til at skabe soundtracket til ens barndom. Det er min barndoms syngende Thomas Winding. Derfor synes jeg også, at det er sjovt at være med til at fortolke noget af hans musik og vise ham den respekt.

Albummet "En Hyldest Til Sebastian" udgives den 26. oktober

 


ANNONCE