Nyhed

Sting angriber Bush

- er irriteret over præsidentens miljøpolitik

Stings afgang fra bandet Police betød ikke et endegyldigt farvel til arbejdet som ”politimand”. Nu er det imidlertid mere selve jordkloden han er strømer for – han er således særdeles kendt for sit utrættelige arbejde for at bevare regnskovene. Brasilien har indtil videre fredet et område på størrelse med Schweitz, takket være Stings lobby-arbejde. George W. Bush´s bebudede planer om at ignorere Kyoto-aftalen – en aftale der skal hæmme den globale opvarming – har nu fået den sympatiske englænders temperament til at flamme op.

”Jeg er generelt bekymret for Bush´s politiske evner”, fortæller han i dag til New York Daily News, ”Jeg er rimeligt sikker på, at der er en masse emner han simpelthen ikke forstår. Det virker som om han bliver fodret med meninger og synspunkter af sine rådgivere”. Sting sagde endvidere til avisen: ”Jeg er en sanger. Min politiske stemme tæller ikke i dette land (USA). Det er op til Jer at forandre Bush´s mening. Det er mit indtryk, at Bush ikke fatter noget som helst. Jeg håber jeg tager fejl”.


ANNONCE