x

Thomas Troelsen dj’er i Århus i aften

Thomas Troelsen dj’er i Århus i aften

Billede: Casper Helmer

Thomas Troelsen har mange musikalske talenter. Foruden sin tjans som sanger og sangskriver i Superheroes har han efterhånden produceret adskillige navne, bl.a. Junior Senior, Learning From Las Vegas og Dear, og så optræder han hyppigt som dj. Det sker dog oftest i København, men i aften kan man for en gangs skyld opleve ham i Jyllands hovedstad på Café Paradis, af de lokale bedst kendt som "Den Sidste".

Troelsen starter pladevenderiet ved midnatstid, og bagmændene er det ret nye århusianske pladeselskab BirdHitsPlane, der tidligere har udsendt den tredobbelte ep "3P" med de lovende grupper Kvæg, Lampshade og Apartment og senest Tiger Tunes’ ganske pænt modtagne debutalbum "Absolutely Worthless Compared To Important Books".

BirdHitsPlane stod i foråret for de såkaldt Transmission-arrangementer, som tirsdage på Café Paradis præsenterede alternativ rock og pop. BirdHitsPlane og Café Paradis vil nu fortsætte samarbejdet med en anelse mere poppet musik, men stadig i den sofistikerede afdeling. Og det er altså dét koncept, Thomas Troelsen skal skyde i gang.

Foruden Troelsen dj’er også Gentleman Bock fra BirdHitsPlane, som denne aften vil spille dansabel electro, kitschet wave – og det, der ifølge ham selv er værre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA