Nyhed

Roskilde Festival stifter pris for verdensmusik

Festivalen overrækker en stor pris i forbindelse med verdensmusikfestivalen Womex, der i år foregår i København

Roskilde Festival har i mange år haft fokus på verdensmusikken i dens mange forskellige afskygninger, hvilket har givet festivalpublikummet en lang række musikalske oplevelser, der strækker sig langt udover den vestlige verden. Nu stifter Roskilde Festival en stor verdensmusikpris, som gives til en organisation eller forening, der arbejder med lokalt forankrede musikgenrer ude i verden.

Prisen uddeles i forbindelse med det store konference for verdenmusik ved navn Womex, som København har værtskabet for i år og de næste to år frem. Peter Hvalkof, der er programlægger for verdensmusik på Roskilde Festival, udtaler i en pressemeddelelse om prisen:

"Vi har i mange år haft glæde af at præsentere verdensmusik for et stort publikum på Roskilde Festival. Derfor er det kun oplagt for os at benytte os af det københavnske værtskab af Womex til at give noget igen. Derfor har vi stiftet denne pris."

Prisen ved navn Roskilde Festival World Music Award har en værdi af 30.000 pund, hvilket rundt regnet svarer til 220.000 danske kroner, og festivalen håber at kunne styrke den musikalske udvikling i tredjeverdenslande, og dermed give børn og unge et kulturelt trinbræt.

Dan Hacke er formand for Foreningen Roskilde Festival og skal sammen med blandt andet Womex beslutte, hvilken organisation eller forening, som prisen skal gå til. Han udtaler i pressemeddelelsen, at "vi glæder os til at overrække denne pris og har allerede nu flere spændende projekter at vælge imellem."

Womex præsenterer den nigerianske Tony Allen (billedet), de finske Alamaailman Vasarat og de danske Analogik, som blot er nogle af de mange navne, musikfestivalen kan tilbyde, når den løber af stablen fra den 28. oktober til 1. november. Billetter til hele årets Womex kan findes via GAFFA Live.

ANNONCE