Nyhed

AC/DC tæller ned til en overraskelse

Bandet har lanceret en webside, der tæller ned til 29. september, hvor der skulle komme spændende nyt

AC/DC har netop lanceret en ny webside med titlen Back Tracks, der tæller ned til klokken 06:00 29. september dansk tid, hvor bandet ifølge websiden vil komme med en "spændende meddelelse". Samme sted kan man se 20 sekunder af videoen til sangen "Jailbreak", men derudover er der ingen information at hente.

GAFFA kontaktede derfor bandets pladeselskab, der dog ikke ville afsløre noget:

"Vi kan desværre ikke oplyse, hvad AC/DC brygger på. Det må vente til annonceringen 29. september. I mellemtiden står det jo enhver frit for at filosofere over, hvad 'backtracks' kan dække over", siger presseansvarlig hos Sony Music, Danni Travn.


Det vil vi derfor tillade os at gøre, og det mest oplagte er jo, at AC/DC har tænkt sig at dykke ned i bagkataloget og levere materiale fra gemmerne, der ikke tidligere har været udsendt. Websiden Classic Rock Magazine løber med samme teori, men har dog en ret konkret idé om, hvad der er i vente.

Ifølge deres kilder er der nemlig en boks på vej med AC/DC, der vil være udformet som en guitarforstærker. Den vil indeholde tre cd'er, to dvd'er og et album på vinyl. Cd'erne indeholder sjældenheder fra studiet og koncerter, og dvd'erne vil være "Family Jewels Part 3", der dækker perioden 1992-2009 og en optagelse fra 2003 i Circus Krone i Tyskland. Vinyludgivelsen vil også indeholde studiesjældenhederne. Derudover skulle der følge en bog på 164 sider med plus masser af ekstra materiale som flyers og plakater.

Dette er dog ikke bekræftet, og man må derfor vente til 29. september for at se, om det er denne boks eller noget helt andet AC/DC har tænkt sig at præsentere for deres mange fans.


ANNONCE