x

Nephew spiller akustisk

Nephew spiller akustisk

Kunstmuseet Aros i Århus åbner 3. oktober en udstilling med titlen "Video Video", hvor man kan se de videoer, som Nephew bad en række danske kunstnere lave til sangene til deres seneste album "DanmarkDenmark". Videoerne fulgte med på en dvd, men i oktober og november kan man altså også se dem på det århusianske museum. For at markere åbningen af udstillingen spiller bandet dagen inden en akustisk koncert på Aros.

"Video Video" indeholder visuelle fortolkninger af de 12 sange fra "DanmarkDenmark" lavet af Ben Stansbury & PAPA, René Johannsen, Søren 'Papfar' Behncke, Michael Noer, Daniel Alban & Pierre Frandsen, Iben West, Hjortefar, Allan Otte, Anders V. Christensen & Pter W. Lassen, Ricky John Molloy, Lærke Lauta, Snarf, Sidse Carstens & Sophie Kalckar og Louise Midjord, og de 12 instruktører har haft 100 procent kunstnerisk frihed til at lave videoerne som de ønskede og også uden at lade bandet optræde i videoen.

Til arrangementet 2. oktober vil man kunne se udstillingen samt opleve Nephew spille live i 45 minutter. Der sælges dog kun 300 billetter til arrangementet, så man skal være hurtigt ude. Billetter til åbningen af "Video Video" med inkluderet Nephew-koncert 2. oktober kan købes via Aros.dk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA