Nyhed

Damon Albarn på tale til OL-ceremonien i London

Gorillaz-frontmanden er kandidat til at arrangere åbningsceremonien ved OL i London 2012

Ved BBC's dækning af de Olympiske Lege sidste år kunne man høre Blur- og Gorillaz-frontmanden Damon Albarns musik i åbningssekvensen. Nu er sangeren også på tale som ceremonimester, når London skal afholde de næste Olympiske Lege i 2012.

Damon Albarn er dog langt fra sikker på at få jobbet, men beskrives ifølge den engelske avis The Independent som "en af de førende kandidater" til posten. En anden kandidat, filminstruktøren Stephen Daldry, der står bag de oscarnominerede film "The Reader" og "The Hours", er også er blevet kædet sammen med den store opgave.

Damon Albarn har dog et forspring til den olympiske opgave, da han sidste år sammen med Gorillaz-tegneren, James Hewlett, lavede åbningssekvensen til BBC's transmissioner af legene, der foregår i et tegneserie-univers, der er meget lig Gorillaz-videoerne. Damon Albarn kan med en eventuel udnævnelse til det kommende OL gå i fodsporene på Björk, der åbnede OL i Athen i 2004.  

Man forventer, at den endelige aftale kommer i hus i løbet af næste år, men indtil nu vil Londons Olympiske Komité ikke bekræfte noget. En talskvinde fra komitéen fortæller ifølge The Independent, at "det er kun spekulationer, og der går mange måneder, før vi laver en aftale." Derudover fortæller talskvinden, at man ikke skal regne med en ceremoni i samme størrelsesorden som den kinesiske, der havde et tårnhøjt budget og 20.000 tilknyttede mennesker.

Selvom Londons Olympiske Komité maner til besindighed omkring åbningsceremonien, vil den britiske musikscene få en oplagt mulighed for at vise sig fra deres bedste side med Damon Albarn bag roret.

Se hele videoen fra BBC's transmissioner af de Olympiske Lege her:


ANNONCE