x

Radio 100FM går i betalingsstandsning

Radio 100FM går i betalingsstandsning

De sidste seks år har Radio 100FM været danskernes foretrukne kommercielle radiostation, men efter at radioen nu er gået i betalingsstandsning, ser fremtiden ikke lys ud for stationen, der har et underskud på mere end 300 millioner kroner.

I en pressemeddelelse skriver adm. direktør Jim Receveur, at radioen på grund af det nuværende økonomiske klima har haft svært ved at finde investorer, men at de trods ejeren John de Mols modvilje til at smide flere penge i kassen fortsat arbejder på en løsning.

"Jeg håber stadig, at jeg, sammen med bestyrelsen, kan finde en løsning, som kan sikre, at Radio 100FM forbliver i luften i fremtiden. Jeg har en stærk tiltro til, at det kan lade sig gøre. Med betalingsstandsning får vi tid og ro til at finde den rette løsning".

Ifølge Berlingske Business har den hollandske ejer, John de Mol, der blandt andet står bag firmaet Endemol (der har skabt "Big Brother", "Fear Factor", "Deal Or No Deal") afvist at skyde flere penge i det danske radiomarked, som har kostet ham mere end 300 millioner kroner siden 2003.

I den udsendte pressemeddelelse citeres John de Mol for at sige følgende:

"Det er med den største modvilje, at vi trækker os som investor. Min sympati ligger først og fremmest med de fantastiske medarbejdere, der har drevet Danmarks bedste musikstation, og som ingen skyld har i situationen. Ikke desto mindre, som investor vil det være uansvarligt at fortsætte med at investere penge, når der ingen garanti er for en forbedring af de vilkår, som radiostationen arbejder under".

Radio 100FM ifølge Berlingske Business har forpligtet sig til at betale en årlig koncessionsafgift på 22,5 millioner kroner frem til 2011 for sin sendetilladelse, og det kommende års sendetilladelse skal betales til november.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA